Velkommen til

Hillerød Staudegartneri
Gartneriet i Hillerød

Så er det blevet forår og tid til haven!

Gartneriet holder åbent som sædvanlig på Amtmandsvej, hvor du er meget velkommen. Jeg holder åbent alle tirsdage kl 14-18 og søndage og helligdage kl. 10-16. Du er velkommen til at ringe og få en aftale uden for de officielle åbningstider.

Lige nu har jeg forskellige Narcisser og forårsløg. Desuden store overvintrede krydderurter og de første hårdføre krydderurter fra i år.

Mange af stauderne er ved at spire medens andre lader vente på sig. De tidlige som løjtnantshjerte, storkonval og rabarber er godt i gang. Lidt varme vil sætte mange stauder godt gang i væksten.

Når det er blevet lunere i vejret omkring 1. maj har jeg hele sortimentet med tomater, chili, ikke frosttålende krydderurter, udplantningsplanter og sommerblomster. Jeg kan tilbyde over 50 forskellige krydderurter!

Sortimentet af stauder omfatter ca. 200 forskellige sorter og yderligere ca. 80 forskellige sorter af Hosta.

Haveselskabet plantemarked i Gladsaxe den 30. april deltager jeg naturligvis i med største fornøjelse. Her finder du et kæmpe udvalg af planter, inklusiv mange som man ikke finder i plantecentrene. Det skal opleves.

OBS! Vejarbejde og ny tilkørsel

Hillerød Kommune starter arbejdet med at anlægge Salpetermosestien, der skal forbinde Milnersvej med det nye Nordsjællands Hospital. Arbejdet udføres i perioden april-august 2023

Vejen skal udvides og asfalteres. Tilkørslen til gartneriet bliver fremover – permanent – fra Roskildevej og Salpetermosevej. Bommen – som jeg ved at mange GPS-trafikanter er stødt på – flyttes til den anden ende af Amtmandsvej. Hillerød Kommune har lovet at sørge for tydelig skiltning ved både Roskildevej og Milnersvej. Så vidt jeg forstår får vi også ny adresse på et tidspunkt.

Jeg skal beklage de gener arbejdet måtte forårsage. En lille bonus er at GPS-anvisningen nu bliver korrekt!

Messer

I slutningen af maj – 26.-29. maj – skal jeg som sædvanlig til Ledreborg og være med i deres livsstilsmesse. Coronaen er i den sammenhæng for længst glemt. I år får jeg selskab på standen af Christina Moltke, som laver fin keramik til haven. Find Christina på Facebook eller instagram.

Jeg deltager ikke i Hjem og Haveliv i Haveselskabets Have på Frederiksberg i år. Den er planlagt til at finde sted på samme tidspunkt som Ledreborg livsstil 2023.

Haveselskabet holder ikke havemessen CPH-garden i år. Den messe har vi så tilgode til 2024.

Se kalenderen eller klik på links for flere oplysninger.

Jeg er på torvet i Hillerød alle øvrige lørdage.

 

Frederiksborg slot i Hillerød
Frederiksborg slot i Hillerød udsigten fra torvet.

 

Hjælp os - del med vennerne